Ny fælleskommunal specifikation for betalingsløsninger på vej

Den nye standardiserede specifikation skal bygge bro mellem kommunernes betalingsløsninger og den fælleskommunale infrastrukturs økonomiintegrationer (ØiR).

Med kommunernes fortsatte ibrugtagning af de fælleskommunale økonomiintegrationer (ØiR), herunder debitorintegrationerne, er der en række kommunale fagsystemer, som fremadrettet sender fordringer direkte videre til kommunens debitorløsning. Det sker som et led i kommunens håndtering af borgeres gæld, samt muligheden for at sende fordringer videre til Gældsstyrelsens PSRM-system.

Det stiller nye krav til, hvordan betalingsløsningerne skal integrere op mod kommunens debitorløsning, fordi hele, eller dele af, opkrævningsprocessen fremadrettet foregår i debitorløsningen.

Med en ny specifikation for betalingsløsninger beskriver KOMBIT over for kommunale betalingsløsningsleverandører, hvordan de kan koble på kommunens debitorløsning gennem en fælles standard. Specifikationen skal sikre, at fordringer uanset fagområde, som sendes videre via debitorintegrationerne, kan betales af borgere og virksomheder via kommunernes egne betalingsløsninger.

Ny specifikation for betalingsløsninger skal sikre sammenhæng

Kommunale fagsystemer kan ved at anvende ØiR debitorintegrationerne opnå den nødvendige compliance i forhold til Gældsstyrelsens PSRM-system, fordi integrationerne understøtter muligheden for at sende alle de nødvendige oplysninger fra fagsystemer til debitorløsningen. Det er med til at sikre, at fagsystemerne slipper for at udvikle hver deres funktionalitet.

Fælles Bibliotekssystem (FBS) er et eksempel på et fagsystem, som har ibrugtaget debitorintegrationerne for at sikre, at fordringer, der sendes videre til debitorløsningen, lever op til kravene fra Gældsstyrelsen.

”Vi forventer, at den kommende fælleskommunale specifikation kan danne grundlag for, at leverandørkredsen af betalingsløsninger tilpasser deres løsninger og dermed også sikrer, at kommunerne fremover kan betjene deres borgerne optimalt i forbindelse med betalinger", fortæller Jesper Munch Jespersen, Projektchef for Fælles Bibliotekssystem i KOMBIT.

Etableringen af en fælleskommunal specifikation for betalingsløsninger danner grundlag for at sikre sammenhæng mellem fagsystemet, kommunens debitorløsning og selve betalingsløsningen, hvilket i sidste ende vil sikre ensartet anvendelse af debitorintegrationerne. KOMBIT vil samtidig vurdere, om specifikationen skal udvides til også at dække betalinger for ydelser, herunder betaling for kulturelle arrangementer.

Den videre proces

KOMBIT forventer at have den fælleskommunale specifikation for betalingsløsninger klar i løbet af andet kvartal 2021.

I forbindelse med specificeringen vil KOMBIT desuden indgå i en markedsdialog med leverandører af betalingsløsninger og en høring af relevante interessenter forud for den endelige udgave.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Forretningsudvikler
3268 0408